fredag den 25. marts 2011

Indsamling Kræftens Bekæmpelse

Meld dig som indsamler søndag d. 3. april - klik her
Hvad enten vi har kræft, lever med kræft eller frygter kræft, har vi brug for at være stærke. Og penge er styrke i kampen mod kræft. Uden penge ingen forskning. Uden penge ingen støtte. Uden penge vil kræften vinde.

Kræftens Bekæmpelse
er en uafhængig, privat forening, hvis økonomi bygger på indsamlede midler. Kun ca. 5 pct. af deres samlede indtægter stammer fra staten i form af støtte fra tips- og lottomidlerne.

1 ud af 3 danskere får kræft. Takket være forskere og behandlere overvinder lidt mere end halvdelen af kræftpatienter deres møde med kræft. Kræftens Bekæmpelse har bidraget positivt til denne udvikling. Et eksempel er udviklingen af vaccinen mod livmoderhalskræft.

Riv et par timer ud af kalenderen søndag d. 3. april for en vigtig sag - det gør jeg.
Rigtig god weekend.

fredag den 18. marts 2011

Lykken er...

Tidligere på ugen tilbragte jeg en stund på skadestuen med en brækket arm. Ikke min. Min 7årige søns arm.

Ventetiden blev krydret med et tv der kørte i ventesalen. Jeg hørte kun brudstykker af programmet men det fik mig senere til at tænke over noget.
Nemlig hvad der gør os mennesker lykkelige.
Det er faktisk ret banalt - jeg ved det. Og I ved det.

Men spørgsmålet er hvor ofte vi husker på det? Hvor vigtigt det er at bruge lidt tid og et par tanker på at finde frem til, hvad der gør DIG lykkelig. Ikke at vinde en million eller at det er sommer hele året.

Men tænke over de nære ting i hverdagen som gør os glade.
For hvad der gør os lykkelige er jo selvfølgelig forskelligt. Måske er det gode kollegaer, interssante arbejdsopgaver, nærvær og hyggelige timer med børnene, frihed til at løbe en tur etc.
Og så huske at være opmærksom på det og sætte pris på det, når vi oplever det.

Da vi kom hjem med armen i gips gav jeg min søn en lille gave som plaster på såret.
Jeg sagde til ham at jeg godt vidste at det ikke var noget særligt og bare en lille gave.
Hvortil han svarede - Det gør ikke noget, mor. Det betyder ingenting. Kærlighed er vigtigere end gaver. Se, det var et lykkeligt øjeblik som vil vare rigtig længe.

Rigtig god weekend til jer alle. 

fredag den 11. marts 2011

Gå efter silden

Spring pastaretterne over, vent med de spændende indiske retter og spis sushi med måde.

Med andre ord:
Vi bør holde os til de nordiske råvarer, hvis vi vil booste vores sundhed og lægge flere år til i den sidste ende.

En ny stor undersøgelse lavet af Kræftens bekæmpelse viser nemlig at de 6 sunde nordiske fødevarer der har en positiv effekt på vores sundhed og livslængde, er rugbrød, fisk, kål, havregryn, rodfrugter og frugt som æbler og pærer.

Spiser vi meget af de seks nævnte fødevarer, lever vi længere, end hvis vi spiser en masse pasta med olivenolie og hvedebrød og andet, der for få år siden blev anset som både moderne og god ernæring.

Forsker Anja Olsen mener at undersøgelsen lover godt for folkesundheden:


"Der er en meget stor gruppe derude, som er svær at nå med anbefalinger. Jeg tror, det er nemmere at få budskabet om, at de skal spise et ekstra stykke rugbrød med sild igennem end budskabet om en grøn salat med olivenolie.
Det handler om, at vi skal spise mere af nogle fødevarer, som allerede spiller en stor rolle i vores daglige kost og som findes lokalt. Vi behøver ikke ud og udforske nye ting."


Så hvad med lige at klikke her og finde 22 forskellige opskrifter på sild - om ikke andet så til påskebordet?

Læs meget mere om undersøgelser HER

fredag den 4. marts 2011

Hvad er I til?

Nu er der allerede snart gået et år siden vi talte vores skridt og cyklede til arbejde. Så nu er mit spørgsmål til jer - har I lyst til gøre det igen?

Eller kunne I have lyst til at prøve kræfter med noget helt andet?
Så har jeg nemlig et forslag:
Bike and run stafetten 2011

En firmastafet med både løb og cykling. Gennemfør en maratondistance sammen med dine kolleger.

Bike & Run Stafetten giver nu løbe- og cykelmotionister mulighed for at danne et stafethold og gennemføre en marathondistance i fællesskab.


3 løbere skal hver løbe 5 km og 2 cyklister skal hver cykle 13, 6 km - så er marathondistancen i hus.
Tidspunktet er onsdag d. 11. maj 2011 kl. 17 - 20 i Hillerød.
Jeg synes det lyder rigtig sjovt - men hvad synes I? Skriv til mig hvad I synes - også hvis I har lyst til at deltage i det hele :-)

I kan læse mere om Bike and run stafetten her