fredag den 30. september 2011

Tag en pause

Hvornår har du sidst holdt en velfortjent pause?

Husk det og gør det med god samvittighed - det gi'r god energi :-)

Læs fx Pausebogen som argumenterer for pausens nødvendighed og opfordrer til mindst 3 pauser i løbet af en arbejdsdag.
Rigtig god weekend!

fredag den 23. september 2011

Chris MacDonald

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er temmelig begejstret for Chris MacDonald.

Jeg hørte ham engang tale om den dårlige nedadgående spiral og hvordan man kan vende den. Og for mig giver hans pointe rigtig god mening.

Nemlig at energi er vores ultimative ressource.

Problemer med energi - giver problemer med humør - som giver problemer med HU-AH (viljestyrke). Problemer med HU-AH skaber problemer med PU (personlig udvikling).
Og når vi står stille i vores PU, og er trætte og gnavne, får vi som regel problemer med vores MOO (mennesker omkring os).
Nu er der krise, fordi problemer med energi, humør, HU-AH, PU, og MOO, vil under tvivl fører til dårlig DO-DO (daglige omstændigheder og daglige oplevelser).
Og før vi ser os om, er det hele lige til at lukke op og puste grise i.

Det er en ond spiral. Derfor er energi min number one reason til at investere i en sund livsstil.
God søvn, daglig motion og god kost er ikke bare en langtidsinvestering.
Det er mere energi lige NU!

Citat; Chris MacDonald, Den onde spiral, Fri, 8. august 2010

For mig er der stor sandhed i disse ord - for dig er der måske slet ingen. Men hvis du har lyst så prøv at læse hele artiklen her

fredag den 16. september 2011

Gode fedtstoffer

Vores krop, hud og ikke mindst hjernen er afhængige af de rigtige fedtstoffer for at kunne fungere – og hvis du får det rigtige sunde fedt, så bliver du heller ikke tyk af det – tværtimod, faktisk.

Vores hjerne og organer er så afhængige af fedtstofferne, at de ikke kan fungere ordentligt uden. Derfor kan symptomerne på for lidt sunde fedtstoffer også være vidt forskellige, lige fra hormonelle problemer over træthed og manglende koncentrationsevne til hjerteproblemer.

Guide
Det kan føles som lidt af en jungle at finde rundt i, for udover at du skal kende, hvor du finder de sunde fedtstoffer, er der også kvalitet og brugen at tage hensyn til.

3 grundtyper af fedtstoffer - de flerumættede, de umættede og de mættede.
Helst skal vores fedtindtag være fordelt, så vi får en tredjedel af vores samlede fedtindtag fra hver gruppe. Desværre får rigtig mange af os en noget skæv fordeling med en overvægt af de mættede. Vi får både fedtstoffer fra selve maden og fra olier og smør, når vi tilbereder maden. Typiske kilder til fedtstoffer er:

Flerumættede fedtstoffer – findes bl.a. i hørfrø, solsikke, valnød, tidsel, græskar og raps, som alle laves som flydende olier. Disse skal opbevares på køl.

Umættede fedtstoffer – oliven, mandel, sesam og hasselnød – også flydende olier. Disse kan tåle stuetemperatur. Her bør du desuden gå efter mørke flasker, som skåner indholdet mod lys.

Mættede fedtstoffer – smør, kokos, palme og animalsk fedt (kød og mejeriprodukter).

Hvis du er i tvivl, om den olie du har, er en af de flerumættede, umættede eller mættede, så kan du altid prøve at stille dem på køl. De flerumættede forbliver flydende, de umættede bliver let grynede, mens de mættede, der tåler varmen, bliver stive.

Jomfruolier er en betegnelse, der fortæller, at indholdet er første pres af frugten. Det gælder om at få olier, der er nænsomt behandlet gennem fremstillingen, derfor er ordet "koldpresset" også værd at kigge efter. Det betyder, at presningen er holdt nede i temperatur, og olien ikke er ødelagt af varme.

Brug fedtstofferne rigtigt
Det er langt fra alle fedtstoffer, der tåler opvarmning.
Udover at blive ødelagt kan nogle fedtstoffer ved opvarmning danne de skadelige transfedtsyrer – det er derfor, du skal bruge de rigtige fedtstoffer til opvarmning.
Alle olier og fedtstoffer holder deres næringsstoffer mest intakt uden opvarmning – men nogle fedtstoffer tager mindre skade af opvarmning end andre.
Det er kun det mættede fedt, der tåler de høje temperaturer. Umættede fedtstoffer, som olivenolie, tåler forsigtig varme – max. 160 grader – så hvis du primært bruger det til ovnen, kan du styre varmen.

Flerumættede fedtstoffer skal altid spises kolde, det er måske derfor, at det oftest er denne gruppe, vi får for lidt af. Men hæld dem gerne over salaten, i smoothier eller safter og få dig et skud hjernesundt fedt.

Tegn på fedtmangel
Faktisk kan for lidt af de sunde fedtstoffer betyde, at du tager på! Derudover er huden det organ, der oftest først kommer til at lide under manglen på fedt. Så tør hud, øjne og slimhinder, hårtab, udslæt, talgknopper på overarme, lår og baller, pigmentmangel/-forandringer kan være et råb på flere sunde fedtstoffer.

Andre mangelsymptomer på essentielt fedt kan være: mangel på energi, hyppige infektioner, hormonelle forstyrrelser, nerveproblemer, hjerteproblemer, depression og migræne, problemer med indlæring og manglende overblik, dårlig koordination.
Kilde: Helse

Læs meget mere om det sunde fedt her

fredag den 9. september 2011

Kanelsnegle - på den (halv)sunde måde

Hvem elsker ikke kage?
Desværre ved vi jo også godt at det ikke er den bedste spise for os. Men vi kan jo vælge at bage på en lidt sundere måde.
Her har I en opskrift på kanlesnegle som er lidt sundere end originalen:

Dej:
25 g gær
1 dl lunkent vand
2½ dl skummetmælk
½ tsk salt
1 spsk sukker
1 spsk oliemargarine
ca. 500 g hvedemel

Fyld til kanelsnegle:
100-200 g æbler, revet, skift evt. halvdelen ud med revet gulerod - medmindre du synes det er hærværk ;-)
1-2 spsk kanel

Pensling:
1 sammenpisket æg

Glasur til kanelsnegle:
150 g flormelis
1½ spsk knap kogende vand

Sådan gør du:
Opløs gæren i vandet i en stor skål. Tilsæt mælk, salt, sukker, oliemargarine og det meste af melet og ælt dejen. Tilsæt løbende mere mel, måske det hele, måske lidt mindre, indtil dejen er glat og elastisk og kan slippe fingrene. Lad dejen hæve tildækket 1 time et lunt sted. Rul dejen ud til en firkant på ca. 30 x 50 cm.
Bland ingredienserne til fyldet sammen. Fordel fyldet jævnt ud over dejen. Rul dejen sammen på den smalle led, som en roulade. Skær rouladen ud i ca. 2 cm tykke skiver og læg dem på bageplader beklædt med bagepapir.
Tænd ovnen til 200°C (varmluft 180°C).
Lad sneglene efterhæve indtil ovnen er varmet op.
Pensl snegle med sammenpisket æg.
Bag sneglene15 minutter i ovnen og lad dem køle af på en rist.

Rør ingredienserne til glasuren sammen og smør glasuren på sneglene - og så skal de spises, de er nemlig bedst når de er nybagte ;-)

fredag den 2. september 2011

Får du fisk nok?

Spis fisk og fiskepålæg - flere gange om ugen.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at du spiser fisk 2 gange om ugen til dit hovedmåltid.
Eller en gang om ugen til dit hovedmåltid og næsten hver dag som pålæg. Variér mellem fede fisk fx laks, sild og makrel og magre fisk fx torsk, tun og rødspætte. I løbet af en uge skal du have 200-300 g fisk.

Du kan finde masser af inspiration til mad med fisk hvis du klikker HER