Fisk er sundt. Men det er ikke ligegyldigt, hvilke arter du spiser, hvis du vil tage hensyn til miljøet og din sundhed.
De fleste vitaminer og mineraler findes i fede fisk. Det gør til gengæld også de fleste miljøgifte, som på lang sigt eventuelt kan skade bl.a. centralnervesystemet og immunforsvaret.
Hold igen med store rovfisk, som fx sværdfisk, tun, havtaske, havkat, helleflynder, rokke, rødfisk, haj, escolar og smørmakrel/oliefisk. Store rovfisk indeholder generelt mere kviksølv. Vær særlig opmærksom, hvis du gerne vil være gravid, er gravid, ammer eller serverer mad til børn under 14 år.
Hold igen med store, "gamle" ferskvandsfisk fra søer med lav vandudskiftning. Forureningsstoffer kan nemlig ophobes i sådanne miljøer og ende i fisken.
Hold igen med store fede fisk fra Østersøen og den Botniske Bugt, hvis du er i den fødedygtige alder, eller hvis du vil være ekstra forsigtig. Fede fisk fra områderne kan indeholde højere koncentrationer af forureningsstoffer som kviksølv og dioxiner. Fx bør kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende højst spise en portion østersølaks (ca. 125 gram) èn gang om måneden. Alle andre kan spise to portioner om måneden uden sundhedsrisiko.
Skær evt. skindet og det synlige fedt fra fisk fra særligt forurenede områder, da mange forureningsstoffer ophobes i fedtvævet.
Gravide bør undgå levertran, da det har et meget højt indhold af A-vitamin. Store doser A-vitamin kan skade fostret.
Det skal ikke fremgå af emballagen eller hos fiskehandleren, hvordan fisken i handlen er fanget eller opdrættet. Men du kan spørge ind til det og følge disse råd:
Undgå fisk fanget med trawl.
Vælg fisk fanget med garn, ruser eller line.
Vælg fisk fanget i danske kystnære områder. Det kræver generelt mindre forbrug af brændstof.
Vælg økologiske opdrætsfisk.
Og se så i øvrigt efter fisk mærket med MSC som betyder at fiskeriet er miljøvenligt og bæredygtigt.
Der var lidt at tænke over når du skal have
fisk næste gang ;-)