fredag den 15. oktober 2010

Op på mærkerne for miljø og sundhed

Nøglehullet, Krav, det røde Ø-mærke, fuldkornsmærke...mærkerne er mange så det kan kan være lidt af en jungle at finde rundt i.
Her er nogle af dem vi oftest ser på dagligvarer:

Produkter mærket med Nøglehullet er et sundere alternativ. Kriterierne for Nøglehulsmærket er fremstillet ud fra de fælles nordiske ernæringsanbefalinger. Det skal altså være lettere at vælge sunde fødevarer. Nøglehullet er et supplement til den generelle ernæringsoplysning og de 8 officielle kostråd. Kun fødevarer, der bidrager til en sund og varieret kost kan blive Nøglehulsmærket. Slik, is, sodavand og lignende varer kan ikke blive mærket.

Vælg fuldkorn først-kampagnen er et samarbejde mellem Diabetesforeningen, Foreningen af Kliniske Diætister, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Fødevarestyrelsen samt en række fødevareproducenter. Til kampagnen er der udviklet et fuldkornsmærke. Et produkt, der bærer dette mærke, er en garanti for, at det har et højt indhold af fuldkorn og et lavt sukker- og fedt indhold.


Det røde Ø-mærke angiver, at varen er "statskontrolleret økologisk". Fødevareministeriet kontrollerer at reglerne overholdes. Det røde økologimærke er det officielle danske mærke for økologisk producerede fødevarer. Hvis nogen skulle være i tvivl ;-)

KRAV-mærket er det svenske økologimærke, der kom frem i 1985. KRAV er en virksomhed, der er bemyndiget af den svenske stat til at kontrollere og certificere økologisk produktion. Mærket ses især på madvarer. For at få mærket skal landbruget som minimum opfylde EUs regler om økologisk landbrug (for planter).
KRAV-kontrollen omfatter regler om tilsætningsstoffer, brug af bekæmpelsesmidler og gødning samt dyrehold. Mærket er en frivillig ordning og producenten betaler for at bruge mærket - vel at mærke...

Max Havelaar-mærket kan bl.a. findes på bananer, te og kaffe, og det betyder, at de bønder, der har produceret varen, har fået en "fair" pris for den. Bønderne, der ofte bor i Den 3. Verden, har altså fået en højere pris for varer, der sælges under Max Havelaar-mærket, end for varer der sælges uden mærket. Desuden er mærket en garanti for, at der er taget miljøhensyn under dyrkningen.


Det nordiske miljømærke Svanen og EUs miljømærke Blomsten. Målet med Blomsten og Svanen er at bevirke, at produktion og forbrug af varer bliver mere miljøvenlig. Mærkerne er stort set ens hvad angår krav til miljø, sundhed og kvalitet.


Derudover findes der endnu flere mærker. I kan blive klogere på hvad de betyder ved at læse mere her



1 kommentar:

Tove sagde ...

Linket virker ikke Maria - kunen vi få noget om mærkning i forbindelse med dyrevelfærd? Det handler måske mest om dyrenes helbred - men alligevel!